Når arbejdet bliver for meget – hvorfor siger de stop?

Det er ikke en isoleret historie. I sundhedsvæsenet og på skolerne, og det private arbejdsmarked ser vi en bølge af opsigelser, der ikke handler om manglende engagement, men om en arbejdsdag, der er blevet for tung at bære. Og det er ikke kun et spørgsmål om ressourcer – det er et spørgsmål om balance. Balance mellem at kunne hente sit barn i pasningsordningen. Balance i mellem at jagte urealistiske tal, og egentlig godt være klar over det - selvom det ikke gælder hele vejen op af rangstien. Det hele starter med at vi taler om, hvad der fungerer - og lige så meget om hvad der ikke fungerer - uden at pege fingre.

Hvad sker, når energien slipper op?

Forestil dig en hverdag, hvor du konstant skal prioritere mellem at hjælpe en elev (hvis tiden overhovedet er til det, i disse inklusionstider) med lektier og indberette data til et system, der aldrig føles færdigt - eller overhovedet kører når du har tid. Eller en vagt, hvor du skal træffe livsvigtige beslutninger, mens alarmer bipper, og ventelisterne vokser. Eller måske en sælger der hver dag oplever, vi nåede det ikke i går. Du skal gå mere til kunderne - som du allerede føler du gør. Det er ikke kun stress – det er en følelse af, at arbejdet aldrig bliver gjort godt nok.

Når folk siger stop, handler det ofte om en dybere udmattelse: at føle, at man ikke længere kan leve op til de krav, man selv stiller. En sygeplejerske fortalte, at hun elskede sit arbejde, men at hun ikke kunne holde til at gå hjem hver dag med en følelse af, at hun havde svigtet sine patienter. Det er ikke mangel på vilje – det er en systemfejl i balancen mellem krav og ressourcer.

Den usynlige grænse mellem engagement og udbrændthed

Mange af dem, der forlader deres jobs, er ikke dem, der giver op. De er dem, der har givet alt for meget. De har taget ekstra vagter, sagt ja til flere opgaver og ignoreret deres egne grænser, indtil de ikke længere kunne se en vej tilbage. Det er ikke dovenskab eller manglende loyalitet – det er et varsel om, at systemet har presset dem for langt.

En leder i en kommune beskrev det sådan: "Vi har folk, der brænder ud, fordi de ikke kan sige nej. De føler, at de svigter kollegerne eller borgerne, hvis de sætter grænser. Men på et tidspunkt siger kroppen stop – og så er det for sent."

Problemet er ikke, at folk ikke vil arbejde hårdt. Problemet er, at mange arbejdspladser ikke har skabt rum til at arbejde klogt. Til at prioritere, til at sige fra, og til at føle, at det, man gør, er godt nok – selv når det ikke er perfekt. Det kræver naturligvis der overhovedet er rum til at kunne det. Hvad nytter det ellers.

Det mærkelige i vores teknologiske verden er, hvordan vi både er kommet tættere på hinanden - samtidig med at være kommet længere væk end nogensinde. Lad os prøve at have fokus på mennesker - høre hvad de siger - de har nemlig løsningen.

Hvordan skaber vi en balance, der holder?

Det handler ikke kun om at ansætte flere hænder eller give højere løn. Det handler om at genoprette tilliden til, at arbejdet kan gøres på en måde, der ikke tømmer folk for energi. Det kræver ledere, der tør sætte grænser – ikke kun for sig selv, men for hele teamet. Men det kræver også ledere får mulighed for at kunne skabe et arbejdsmiljø, der er forsvarligt.

En skoleleder begyndte at indføre "stille timer", hvor der ikke var møder eller forstyrrelser. Lærerne kunne bruge tiden på forberedelse eller bare trække vejret. Det var ikke en stor ændring, men det sendte et signal: Vi ved, at I har brug for plads til at gøre jeres arbejde ordentligt.

Det handler også om at turde tale om, hvad der virkelig betyder noget. Er det vigtigere at have 100% dokumentation, Inklusion for enhver pris eller at have tid til at lytte til en elev, der virkelig har brug for det? Er det vigtigere at følge alle procedurer eller at sikre, at patienterne føler sig set?

Nogle gange handler balance ikke om at gøre mindre, men om at gøre det rigtige.

Prøv dette i morgen

Spørg én medarbejder, en kollega eller dit barns lærer eller pædagog i SFO'en: "Hvad er det vigtigste, du ikke får gjort i din arbejdsdag?" Lyt uden at forsvare eller forklare. Notér det ned og tag det med til næste ledermøde. Det er ikke en løsning i sig selv, men det er et første skridt til at forstå, hvor balancen er lidt løs i "filmen". Asktheflowers er netop skabt til dette scenarie, da jeg selv har haft både stress, depression og medfølgende angst tæt inde på livet. Det kan ramme som lyn fra en klar himmel. Har du prøvet det, ved du præcis hvad jeg taler om. Her sikrer du, fingeren på pulsen hver dag. Forestil dig at dagligt kunne navigere i hvordan dine medmennesker har det?

At se kollegaer og sine medarbejdere i øjnene, hver dag, og have fingeren på pulsen. Det er det, der betyder aller mest for mig som leder. Prøv selv - du kan gøre det helt gratis på asktheflowers.dk - men også bare ude i dagligdagen - det er trods alt der, slaget skal stå.