Når trivsel bliver et fraværstal

Jeg sidder i skolebestyrelsen, og har netop fået fremlagt data for bl.a. fravær både blandt elever men også vores fantastiske undervisere og pædagoger. Hvad er det, vi ikke ser?

Tal er nemme at diskutere. De fylder rapporter og i pressen, men de giver sjældent et perspektiv. Trivsel er svært at sætte på en graf – og alligevel er det den, der holder folk på arbejde, selv når opgaverne er mange. Og jeg tror det ikke bare handler om penge, penge og penge. Men om hvordan, vi bruger dem rigtigt - og hvordan vi med små gratis tiltag kan sætte en helt anden retning.

Hvorfor tal aldrig fortæller hele sandheden

En sygefraværsprocent på 8% lyder alarmerende. Men hvad betyder det egentlig? Er det den lærer, der bliver hjemme tre dage efter en konflikt med en kollega? Eller den pædagog, der går ned med stress, fordi hun aldrig når at lukke sin computer før klokken 20?

Tallene viser konsekvensen, ikke årsagen. De siger intet om, hvordan det føles at stå foran 25 elever, når man ikke har sovet i tre nætter. Eller om den ubehagelige summen i maven, hver gang man åbner sin indbakke. Vi måler det, der er let at måle – og overser det, der betyder mest.

Det usynlige arbejde, der holder folk oppe

Forestil dig en mandag morgen. En leder går gennem skolens gange og hilser på alle. Hun/han stopper ved en nyansat, der ser træt ud, og spørger: "Hvordan går det egentlig?" Ikke som en formalitet, men fordi hun virkelig vil vide det. Den samtale tager fem minutter – men den kan være forskellen på, om den ansatte møder op tirsdag eller melder sig syg.

Det er det usynlige arbejde: at lytte, at huske, at spørge igen. Det er ikke noget, der står i en jobbeskrivelse, men det er det, der skaber den psykologiske tryghed, som gør, at folk bliver. Og det er det, der forsvinder først, når der skal spares eller effektiviseres.

Hvordan balance bliver en ledelsesopgave

En leder fortalte mig engang om en periode, hvor hendes eget sygefravær steg. Ikke fordi hun var syg, men fordi hun konstant følte, at hun svigtede nogen: eleverne, lærerne, forældrene, kommunen. Hun prøvede at løse alt på én gang – og endte med at løse ingenting ordentligt, hvilket mundede ud i angst. Som jeg bestemt selv kan relatere til.

Det er dér, balancen kommer ind. Ikke som en individuel opgave, men som en ledelsesmæssig prioritet. At turde sige: "Vi kan ikke gøre alt perfekt. Men vi kan vælge, hvad der er vigtigst lige nu." Det kræver mod at sætte grænser – og tillid til, at resten kan vente.

Et konkret eksempel fra lederhverdagen

På en skole besluttede ledelsen at afskaffe de ugentlige statusmøder. I stedet indførte de en "walk-and-talk"-praksis: Hver leder skulle bruge en time om ugen på at gå rundt og tale med medarbejdere – uden dagsorden, uden referat. Det eneste krav var, at samtalerne skulle handle om andet end arbejde.

Efter tre måneder faldt sygefraværet med 1,2%. Ikke fordi problemerne var løst, men fordi folk følte sig set. Det var ikke raketvidenskab – bare en simpel ændring i, hvor ledelsens opmærksomhed blev rettet hen.

Det er mit indtryk, at vi har ufatteligt meget uforløst talent gående i det offentlige. Både medarbejdere, og ledere. Men ingen er som regel bedre end deres leder og forstår man sin rolle, sin ramme og sin retning - uden den skal laves om hvert andet øjeblik. Så kommer man bare længere. I Matador sagde Bankdirektør Varnæs: Det er en stakket frist at pisse i bukserne.

Sæt pris på dit Crew, hver eneste dag

Vælg én person i dit team, som du ikke har talt sådan helt nede på jorden med, i den seneste tid. Ikke for at spørge til opgaver eller deadlines, men for at spørge: "Hvordan har du det egentlig med det, vi laver her?" Lyt til svaret – også til det, der ikke bliver sagt direkte - og husk at være nysgerrig. Det handler om empati.

Det er ikke en løsning på sygefravær. Men det er et skridt væk fra vi altid snakker om det, der konkret kan måles.

Det kunne også være i dit barns institution, på skolen eller i SFO'en. Det kan jeg selv ikke vente til i morgen med, det vil jeg konkret gøre i dag. Det må være vores ansvar, som forældre, at vi passer på dem, der passer på vores kæreste eje. Nemlig vores børn.